Vi har arbejdet med den grønne omstilling bag facaden i flere år og har justeret vores produktion og processer, der hvor vi kan. Vi er på vej mod en mere bæredygtig beton, men ved også at vejen dertil ikke kan gøres alene.
Derfor har vi sammen med resten af IBF Koncernen, som Aarhus Cementvarefabrik er en del af, igangsat et seriøst ESG-arbejde. På tværs af hele organisationen har vi sat ambitiøse mål, f.eks. for nedbringelse af CO2-aftrykket fra betonprodukter.
Også i branchen skal vi sammen gøre byggeriet mere grønt. Det er vores mål at levere mere bæredygtige produkter, der ikke går på kompromis med styrke. Så når vores samarbejdspartnere udvikler nye mere klimavenlige løsninger, griber vi dem og tilpasser vores produktion. Derfor har vi f.eks. skiftet fra rapid til basiscement.
Bæredygtighed på koncern-niveau
Aarhus Cementvarefabrik er en del af IBF Koncernen og omfattet af den årlige ESG-rapport. På koncern-niveau arbejder vi ud fra bæredygtighedsstamentet:
“IBF Koncernen har over tid igangsat en lang række enkeltstående bæredygtige initiativer, som udgør en del af forretningsfundamentet i koncernen. Disse initiativer trækker os i en mere bæredygtig retning. I fremtiden forventer vi, at bæredygtighed bliver en integreret del af vores forretningsstrategi, udvikling og produktion.”
2030-mål for koncernen
50% CO2-reduktion i scope 1 & 2
Gennem investeringer i varmepumper, solceller, energioptimering i produktionen, udskiftning af dele af vognparken samt biobrændstoffer, vil vi nedbringe CO2-udledningerne med 50% i scope 1 og 2 inden udgangen af 2030.
70% CO2-reduktion i scope 3
Gennem nye typer råvarer, nye produkter, nye recepter og mindre kørsel med råvarer vil vi reducere CO2-udledningerne med 70% i scope 3 inden udgangen af 2030.
Se mere i den seneste ESG- rapport fra IBF Koncernen
Få overblik over de bæredygtige tiltag, vi arbejder med på koncernniveau.
Solceller på taget giver grøn energi til produktionen
Vi har installeret solceller på taget af vores bygninger, som genererer nok energi til at dække forbruget i vores produktion.
El fremfor diesel
Vi udskifter vognparken løbende, så både trucks og personbiler går fra at være dieseldrevne til at køre på el.
LED-belysning giver lavere energiforbrug
Vi har nedsat energiforbruget ved at udskifte alt belysning i produktionen, formværkstedet og administrationen fra traditionelle glødepærer til LED-belysning.
Fra rapid- til basiscement
I efteråret 2024 skifter vi fra rapid- til basiscement i hele produktionen. Det betyder, at alle vores produkter fremadrettet vil have et CO2-aftryk, som er mindsket med min. 20% i forhold til 2023. Selve udskiftningen giver en besparelse på 18%, derudover kommer det mindre cementforbrug, da basiscement er stærkere end rapidcement.
CSR Politik
På tværs af IBF Koncernen har vi udarbejdet en fælles CSR politik, som beskriver, hvordan Aarhus Cementvarefabrik og resten af koncernen arbejder med social ansvarlighed. Her kan du f.eks. læse mere om, hvordan vi lever op til national lovgivning og de internationale konventioner.
Vi stiller de samme krav til vores leverandører, som vi stiller til os selv. I vores Code of Conduct, kan du læse mere om, hvad vi forventer af vores leverandører.